Udtrykket ”At tænke ud af boksen” er blevet lidt udfordret på det sidste. Måske er det også lidt pop-smart. I min optik handler det egentligt bare om, at se tingene fra nogle andre perspektiver end man plejer og lade sig inspirere.
Når I som team ser tingene fra andre perspektiver, end I plejer, får I typisk øje på noget andet og åbner dermed op for nye handlemuligheder.
Jo flere perspektiver og handlemuligheder, I kan få øje på, jo mere kvalificeret beslutningsgrundlag, skaber I for jer selv. De nye perspektiver og handlemuligheder er på den måde ikke bedre end de gamle. I får bare flere at vælge imellem.
Men det kan være rigtig svært at skifte perspektiv. Der er jo en grund til, at man ser på tingene, som man gør. Og man har måske gjort det så længe, at man slet ikke opdager det.
Hvordan I får øje på boksen
Eksempel 1:
Forestil jer, at I skal organisere jer anderledes, end I plejer. Måske fordi I skal flytte. Eller måske fordi I er to teams, der er slået sammen.
Lad os sige, at I er vant til at vurdere jeres indretning ud fra jeres relationer til hinanden, og det styrer så jeres beslutninger om den nye indretning. Jeres interessenters (f.eks. kunders, leverandørers og samarbejdspartneres) perspektiv, bliver ikke inddraget. I får måske heller ikke set på tingene ud fra nuværende og fremtidige arbejdsgange, og hvad der kunne være vigtigt dér.
Jeres fokus på relationer skaber en usynlig boks, der forhindrer jer i at vurdere den fremtidige indretning ud fra andre hensyn.
Eksempel 2:
Eller forestil jer, at I skal tage beslutning om en eventuel ny produktlancering.
Måske er I vant til at vurdere produktlanceringer ud fra kundebehovsanalyser, men hvad så med jeres andre stakeholdere? Eller lovmæssige og økonomiske vilkår?
Jeres kundefokus er i dette tilfælde den boks, der forhindrer jer i at opdage både muligheder, afhængigheder og begrænsninger, der skabes af andre interessenter eller af de vilkår, I er underlagt.
Hvordan I åbner boksen
Èn af måderne, man kan åbne boksen på, er at gå systematisk og fordomsfrit frem. Som sagt er der ingen perspektiver, der er forkerte. De er bare ikke dækkende, hvis I vil give jer selv de bedste betingelser for at tage gode beslutninger. Så sørg for at besøge så mange “bokse” som muligt i jeres beslutningsproces.
I kan f.eks. selv brainstorme på eller få hjælp til at liste en række forskellige perspektiver, der kan være relevante.
Det kan være:
- Interne interessenter (f.eks. andre afdelinger, topledelsen, bestyrelsen,)
- Eksterne interessenter (f.eks. kunder, samarbejdspartnere, leverandører, aktionærer, samfund)
- Værdier (fælles og individuelle)
- Relationer (både interne og eksterne)
- Rammer (f.eks. fysiske og psykiske)
- Arbejdsgange (nuværende og fremtidige)
- Vilkår (f.eks. lovgivning, økonomi)
- …og meget mere
Gå på opdagelse og skab et bedre grundlag for jer selv
Bevæg jer fysisk rundt i de forskellige perspektiver, så I er åbne for den indsigt og de nye idéer, det enkelte perspektiv tilbyder.
Hvis I kigger på jeres nye indretning eller nye produktlinje som en interessent, f.eks. en kunde, så bliver det relevant at gøre ét. Hvis I kigger på udfordringen ud fra et arbejdsgangsperspektiv, så bliver det relevant at gøre noget andet.
Hvert enkelt perspektiv bringer sit eget behov og sin egen mulighed, og lige pludselig har I sammen fundet ud af en masse, som ikke var kommet frem ”indenfor boksen”.
Skab overblik over al input inden I sammen beslutter, hvad I skal gøre her og nu eller hvad, der skal styre jeres handlinger fremover.