Hop til indholdet.

Arkiv for november, 2015

job, jobskifte, karriereudvikling, nyt spor

Ønsker du nyt job, men har mistet troen på dig selv?

Op på hesten igen! Den udtalelse er der mange, der hører, når de har mistet deres job. Det er helt sikkert vel ment. I nogle tilfælde er det også det, man har brug for at få at vide. Som oftest er det også det, man selv gerne vil. Der er bare nogle steps at tage, inden man er klar til et nyt job.

Hvorfor er det nu et vigtigt emne, at tage fat i? Konjunkturerne er jo i bedring. Der er endda nogle brancher, hvor man igen mangler kvalificeret arbejdskraft, og i DI er de nervøse for, at virksomhederne løber tør for dygtige medarbejdere.

Men! Alligevel er der mennesker, der siges op i deres job.

Måske er du en af dem.

Årsagen til din fyring kan være en af mange:

  • Din funktion kan være blevet flyttet eller nedlagt
  • Du og ledelsen/bestyrelsen er måske blevet uenige om retningen
  • Du har måske ikke de rette kompetencer i fht virksomhedens fremtidige behov
  • Du har måske været syg

Uanset årsagen til opsigelsen er det en personlig rystelse og en enorm udfordring for dig, der bliver fyret. Grænsen imellem, på den ene side, at hænge fast i forvirring, vrede eller mistet selvværd og så, på den anden side, at være i stand til at bearbejde situationen og komme videre med energi og fornyet tillid kan være hårfin. Det er bare så så vigtigt, at befinde sig på den rigtige side af den grænse. Og jo hurtigere, jo bedre.

Gode spørgsmål at stille sig selv

Måden at komme videre med fornyet energi på, kan være ved at stille dig selv disse spørgsmål:

  • Hvordan får jeg sagt farvel til det gamle og stillet det fra mig, så jeg er mere klar til det nye?
  • Hvad er mest betydningsfuldt for mig i mit (arbejds)liv?
  • Hvilke behov har jeg, som det er vigtigt, at jeg lytter til?
  • Hvordan kan jeg bruge min personlighed og mine kompetencer på nye måder?

Svarerne hjælper dig med komme overens med situationen, genopdage dine egne styrker og åbne for noget nyt og meningsfuldt. De fortæller dig, hvordan du giver dig selv de bedste vilkår for at skabe et nyt arbejdsliv.

Find en at følges med

Det kan være svært at få øje på egne ressourcer og talenter, når man lige er blevet sagt op. Her kan det være værdifuldt med en dygtig coach eller en rigtig god ven til at bringe nye vinkler og perspektiver ind.

Det kan også være en udfordring at gennemskue, hvad man egentlig har brug for. Noget kan være kommet i klemme i fbm fyringen og tiden op til. F.eks. behovet for indflydelse, anerkendelse og kontrol. At få afklaret dette, og få øje på andre vigtige behov og værdier, kan give dig mulighed for at imødekomme de vigtigste på en ny måde.

Sidste step hen imod nyt job

Når du er blevet mere afklaret om det, der er sket og mere bevidst om dine værdier, behov og styrker er du også blevet mere klar til at undersøge hvilke nye jobmål, du skal stille op og hvad du ønsker at bidrage med fremover.

Så er du parat til at hoppe op på hesten igen, ikke før. Parat til at skrive et godt CV, lægge en handlingsplan og gå i gang med at søge stillinger. Stillinger, som du med større sandsynlighed får, fordi du har givet dig selv tid til at skabe et nyt, solidt afsæt.

God rejse!

Kilde: Artikel på http://karriere.jobfinder.dk/blog.