Er du leder?
Hvor mange gange i din tid som leder, har du hørt og læst forskellige meninger om hvad ledere skal og ikke skal, må og ikke må og hvad lederskab egentlig handler om?
Her kommer nogle flere!
I Ingenjörskarriär den 24. August 2015 refererer Elisabeth Vene til ledelseskonsulenten John Roulet. Han har skrevet en artikel i Management Issues, hvor han ønsker at aflive nogle myter om, hvad lederskab handler om. I den sammenhæng kommer han så også til at give sit eget bud på ”sandheden” om ledelse.
Én af de myter John Roulet, ifølge artiklen, vil afskaffe er, at ”Ledarskap handler om visioner och inspiration”. Han mener, at det handler om ”…att leda till ett värdefullt resultat…”. En anden af dem er, at ”Företagsledere leder männeskor”. Han mener, at ”…företagsledere leder prestation…”.
Hvad kan du bruge det til?
Måske tænker du, at det er dejligt at nogen fortæller dig, hvad du ikke behøver at leve op til, og hvad du kan koncentrere dig om! Måske bliver du provokeret, fordi du er uenig med John Roulet. Jeg lægger i hvert fald mærke til, at der er mange kommentarer til artiklen, så det vidner om læsernes engagement og at han piller ved noget vigtigt.
Når jeg læser artiklen undrer jeg mig over:
- Hvad sandheden om lederskab vil sige, og hvad man får ud af at definere og kende dén?
- Om der findes myter og sandheder om lederskab? Om det ikke bare er forskellige perspektiver?
Min erfaring er:
- At du som leder ikke skaber kvaliteten af den ledelse, du praktiserer, alene. Den er også bestemt af dem, du leder. Dette ud fra en betragtning om, at ledelse er noget, der sker i relationen mellem mennesker, og så skal der mindst to til den dans.
- At det er meget afhængigt af konteksten, hvad der er brug for og dermed, hvad der er godt.
Et citat kommer mig i hu: ”Alle har ret – delvist”. Det betyder ikke, at alt fungerer eller er lige godt. Det betyder bare, at du bliver nødt til at se på de mennesker og interesser, du har ansvaret for og på din måde at lede på, ud fra forskellige perspektiver og så vælge bevidst, hvad der skal karakterisere dig og dit lederskab. Hvad der skal være sandt.
Det gør det ikke nødvendigvis nemt, men forhåbentligt er din egen omtanke og opmærksomhed med til at kvalificere din ledelse.
Og – for at vende tilbage til John Roulets myter og sandheder – måske ender det med, at dit lederskab både handler om visioner og mennesker OG om præstation og resultat. Ikke enten-eller.
Hvad med dig?
Hvad er der brug for lige der, hvor du er? Hvad skal du gøre for, at dit lederskab bliver sandt og virkningsfuldt for de mennesker og interesser, du leder?
Kilder:
- Artikel i Ingenjörskarriär den 24. August 2015:http://www.ingenjorskarriar.se/ledarskap/article3924539.ece
- Indlæg på www.jobfinder.dk/blog den 29.09.2015 af Helene Aalling